Morgensang i Brønderslev kirke
Morgensang i Brønderslev kirke v. Tobias Naumann
- mandage kl. 08.30-09.30
Begynd en ny uge med at synge sammen med andre. Organist Tobias Naumann har udvalgt nogle salmer og sange - og efter en god halv times sang i kirken sluttes der af med Fadervor.
Herefter er der kaffe og hyggeligt samvær i Café Møllehave.
Gratis at deltage - alle er velkommen
Morgensangen hitter i Brønderslev
(Uddrag fra Nyhedsbrev udgivet af Anders Horsholt Pedersen juni 2025)
Gennem snart fem år er der hver mandag kl. 8.30 sunget morgensang i Brønderslev kirke. Der holdes en sommerpause på et par måneder, men ellers er morgensangen en fast del af ugens rytme i kirken. Den første morgensang blev afholdt d. 31. august 2020 – efter den første store corona nedlukning i foråret 2020.
Det var organist Lone Frederiksen, som på opfordring fra mange borgere og med opbakning fra menighedsrådet begyndte at invitere til morgensang. Dengang var der afstand mellem stolene i kirken, og de skulle efterfølgende sprittes af. Nu kan deltagerne sidde side om side – og mange vælger at sidde det samme sted gang efter gang.
Morgensangens forløb
Deltagerne kommer ofte i god tid og tager salmebøger og højskolesangbøger og evt. trykte sangark med ind i kirken. Her er der mulighed for at sludre med sidemanden inden start, og nogle vælger også at tænde et lys i kirkens lysglobe forrest i kirkerummet.
I dag er det organist Tobias Naumann, der står for morgensangen. Han spiller som regel nogle lette musikstykker på flyglet, inden han kl. 8.30 byder velkommen - og herefter leder den halve times fællessang. På forhånd er udvalgt nogle sange og salmer, som passer til årstiden og kirkens højtider. Som oftest er der også plads til ønsker fra deltagerne, inden morgensangen slutter med et fælles Fadervor.
Efterfølgende kaffe og samvær i Sognegården
En lige så vigtig del af morgensangen er muligheden for efterfølgende at drikke en kop kaffe med en småkage til i Café Møllehave. Her går snakken livligt, og der høres mange grin undervejs. Kaffen er brygget og småkagerne stillet frem på forhånd af den faste kaffevært, Mariane Reng Jørgensen, som ofte har sin mand Peter med. De er også med til at skabe den gode stemning, som fylder Sognegården mandag morgen.
Hvorfor kommer deltagerne igen og igen?
Stillet overfor det spørgsmål kom nogle af deltagerne med disse bud.
- Gerda: Fordi jeg kan lide at synge - det er en god start på dagen
- Solveig: Man skal ville det, og man bliver glad af det
- KOL-patient: Jeg er blevet anbefalet at deltage - for at træne lungerne
- Gruppe i sofahjørne: Det giver fællesskab, og flere af os fortsætter på gåtur sammen bagefter
Ud i hverdagen igen
Efter 30-45 minutter begiver deltagerne sig videre til hver sine gøremål. Nogle fortsætter med andre på gåture eller anden aktivitet – andre tager hjem i godt humør. For det er det, som morgensangen bl.a. gør. Den giver glæde og livsmod – og er for mange en rigtig god start på en ny uge.
”Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde”
DDS nr. 752, vers 4