Contact us
Brønderslev kirkes tårn har 100-års jubilæum
i august 2026
Det markeres med flere forskellige arrangementer, som du kan læse mere om på siden her.
Du kan også se et kort rids af kirketårnets historie.
Kirketårnets historie
Brønderslev kirke blev indviet 26. marts 1922. Men af økonomiske årsager var man nødt til at udskyde byggeriet af et tårn.
Indsamling af midler
Men allerede i november 1922 var der kræfter i menighedsrådet, bl.a. bageribestyrer A. M. Thomsen, som satte gang i et arbejde med projektering af og indsamling til et kirketårn. Allerede et år efter var der indsamlet 21.594 kr.
Dertil kom en uventet donation på kr. 10.640 fra en Arne Thun, der var bosat i Rio de Janeiro i Brasilien. I årene 1923-1926 blev indsamlet yderligere midler til at dække byggesummen på kr, 60.000.
Placering af tårnet
Valget af byggegrund voldte også kvaler, og der bliver ingen steder gjort rede for, hvorfor man egentlig valgte den grund, man gjorde. Tårnet blev bygget på en meget udtraditionel placering - frigjort fra kirken som en mægtig kampanile, placeret i øst.
Men placeringen i et lille knæk på Bredgade gør, at det kan ses på lang afstand.
Tårnet stod færdig i august 1926.
Det er et meget synligt bygningsværk som er med til at gøre Brønderslev kirke til en anderledes og særpræget kirke.
Tårnet var fra begyndelsen udstyret med én, ny klokke - og klokke nummer to blve købt i 1932 og var betalt af private midler.
Ny kirkeklokke
I 2004 blev den første klokke fra 1925 (på grund af en revne) udskiftet med en ny, som bærer teksten: "Jeg kalder ved gry, jeg kalder ved kvæld - våg og bed, og tænk på din sjæl". Klokken vejer godt 500 kilo og kostede ca. 88.000 kr.
Klokken er af bronze - en legering bestående af 80% kobber og 20% tin.
Formand for menighedsrådet, Else Hansen, fremsatte følgende ønske ved indvielsen: "Gid denne kirkeklokke i hundreder af år må kalde til gudstjeneste".
Klokkespil
I julen 1963 blev et klokkespil med 13 klokker taget i brug. Forud var gået en del års arbejde med indsamling af midler, og i december 1962 gav byrådet tilsagn om at betale halvdelen af udgiften.
Klokkepillet blev i 2004 udvidet med yderligere to klokker, og hermed kunne det musikalske repertoire udvides.
Solnedgangsmusik fra tårnet
Mandag d. 17. august kl. 19.00
5-6 hornblæsere spiller 30 minutters musik fra Brønderslev kirkes tårn - som en del af markeringen/fejringen af Brønderslev kirkes 100-års jubilæum.
Hvis vejret er til det, serveres en kop kaffe m.m. udenfor på kirkepladsen - og der synges et par aftensange.
Er vejret dårligt rykkes indenfor.
Børn fejrer kirketårnets 100-års fødselsdag
Tirsdag d. 18. og torsdag d. 20. august kl. 10-12
Flere hundrede børn fra vuggestuer og børnehaver i Brønderslev kommer forbi kirken med deres tegninger.
Børnene bliver mødt af flag og den røde løber kl. 10.00, når de kommer.
Senere på dagen torsdag kommer unge fra Sprigbrættet, som også har noget med om tårnet.
Alle børn får en is og en pakke sæbebobler i anledning af tårnets 100-års fødselsdag.
I kirkens og sognegårdens have mod Krogensgade vil der være tid til leg og spil.
VI GLÆDER OS TIL TO FESTLIGE DAGE SAMMEN MED MASSER AF BØRN OG UNGE
Mulighed for at komme op og se tårnet
Søndag d. 23. august
Efter søndagens gudstjeneste vil der være lidt ekstra godt til kirkekaffen, og medlemmer af menighedsrådet vil tilbyde interesserede at komme med en tur op i kirketårnet.
Her kan klokkerne beses, ligesom den flotte udsigt kan nydes mod alle fire verdenshjørner.