18/02/2026 0 Kommentarer
From Heart To Hand er også i 2026-2027 målet for Brønderslev kirkes sogneprojekt
From Heart To Hand er også i 2026-2027 målet for Brønderslev kirkes sogneprojekt
# Nyheder

From Heart To Hand er også i 2026-2027 målet for Brønderslev kirkes sogneprojekt
Brønderslev menighedsråd forlænger sogneprojektets løbetid med to år
På menighedsrådsmødet tirsdag d. 10. februar besluttede menighedsrådet med stort flertal at fortsætte støtten til og samarbejdet med From Heart To Hand i endnu to år.
Sogneprojektet kommer dermed i alt til at strække sig over fire år fra 2024-2027. "Det giver rigtig god mening at støtte et projekt, som er lokalt forankret i Brønderslev", siger rådsformand Birgitte Josefsen.
From Heart To Hand, der støtter børn og familier i nød i Ghana, blev startet tilbage i 2008 af Liane Janne Løth fra Brønderslev, der i dag driver projektet sammen med hendes mand Ben Kofi. Sammen har de tre børn - Alfred, Wilma og Viola.
Liane flyttede til Ghana i 2006 og har boet der indtil 2019, hvor den lille familie flyttede til Danmark. I dag drives aktiviteterne omkring det etablerede center i Kumasi, Ghanas næststørste by, af lokalt personale, der har et dagligt tæt samarbejde med Liane og Ben i Danmark.
Liane og Ben har flere gange været i Sognegården og kirken for at fortælle om organisationens arbejde. Sogneprojektet har været delt op i mindre dele med hver deres fokusområde. Lige nu samles der penge ind til lægehjælp, så familier kan få råd til at få deres syge børn behandlet.
Tidligere er der samlet ind til skolematerialer såsom bøger, pulte og skoleuniformer. Et andet delområde støttede køb af solcellelamper, så familierne og deres børn kan få lys i hytterne i flere timer end ellers.
FHTH er lidt anderledes end andre organisationer, fordi alle penge går direkte til projektet i Ghana og ikke til administration, løn og marketing i Danmark. Det er en lille organisation, der er drevet af frivillige hovedsageligt fra Brønderslev. Foreningen har omkring 30 frivillige tilknyttet der tager ud til markeder og andet. FHTH har også en bestyrelse, der er valgt ved en årlig generalforsamling.
Kommentarer