Hvert år indbyder Menighedsplejen ved Brønderslev Kirke alle interesserede til en traditionel dansk juleaften på Håndværkdervej 4, 9700 Brønderslev.

”Vi håber, at det bliver en rigtig hyggelig juleaften – ligesom hjemme hos mor” – ordene kommer fra Lis og Villy Pedersen fra Brønderslev. Sammen er de igen i år vært for juleaftensfejringen i Brønderslev Kirke.

Værtsparret håber, at mange har lyst til at holde jul sammen med dem. Alle – fra hele Brønderslev kommune og omegn, er velkomne til at fejre en hyggelig og klassisk juleaften i sognegården. Juleaften er for alle: børn og voksne, unge og ældre og håbet er, at dette kan være et tilbud, som mange har lyst til at benytte sig af. I stedet for at rejse væk, sidde få eller alene, eller tage til den anden ende af landet, kan man og fejre jul i Brønderslev.

De tre medlemmer af Menighedsplejegruppen, Gitte Lykke, Else Hansen og Mariane Reng, glæder sig over, at frivillige igen i år hjælper og sørger for at pynte op, dække julebordet og servere den gode julemad.

Gudstjenester i Skolegade skoles hal - og kaffehygge på Håndværkervej 4
Arrangementet begynder med mulighed for julegudstjeneste på Skolegade Skole, som på grund af Brønderslev kirkes ombygning i år lægger lokale til de to julegudstjenester. Gudstjenesterne er hhv. kl. 10.30 og kl. 14.30. Efter den sidste gudstjeneste er der mulighed for transport til Håndværkervej 4 (for dem, som ikke selv kan køre).

Kl. 17.30 er der julemiddag. Når maden er spist, tændes lysene på juletræet og den traditionelle juleaften fortsætter med julesalmer, læsning af juleevangeliet, julegaver – og mon ikke også præsten tager en god julehistorie med?

Arrangementet slutter kl. 21.00, og der bliver sørget for gratis hjemtransport, hvis det ønskes. Man skal selv finde ud af at komme hen til kirken, og er det et problem, kan kirkekontoret være behjælpelige med en løsning.

Indbydelse og detaljeret program fås i kirkerne og hos præsterne i hele Brønderslev kommune eller ved henvendelse til kirkekontoret, tlf. 9882 0713. Mail: kirkekontoret@broenderslevkirke.dk

 

Information:

Tid: 24. december 2018.

Pris:
125,- kr. pr. voksen - børn er gratis.(betales v. tilmelding eller på aftenen)

Tilmelding:
senest mandag d. 17. december til kirkekontoret, tlf. 9882 0713 - eller mail
kirkekontoret@broenderslevkirke.dk .
Evt. ønske om hjemtransport meddeles i forbindelse med tilmelding.

Tidsplan:
Juleaftensgudstjeneste kl. 14.30 - herefter kaffe og hygge på Håndværkervej 4. Julemiddag kl. 17.30

Afslutning kl. 21.00

.